RCI lukker i København

Timeshareselskabet RCI Scandinavia, lukker sit kontor i København. De seks medarbejdere har brugt den sidste måned til at afvikle og fratrådte 1. august. Blandt dem administrerende direktør Inga Raun, som siger farvel efter 17 år som chef i RCI. RCI i København havde kontakten til 40 timeshare feriesteder, hoteller og resorts i Skandinavien. Opgaverne skal nu varetages af selskabets call center i Cork i Irland, som har dansk personale, samt RCI’s kontorer i England og Finland.
Inga Raun, 53, er en kendt skikkelse i rejsebranchen. Hun har hidtil været direktør både i Danmark og Finland, som fortsætter med en lokal manager.
” I min alder er det spændende og en udfordring, og sikkert også meget sundt, at starte med noget nyt. Enten indenfor rejsebranchen eller i noget andet. Bare det er sjovt ,” siger Inga Raun til Stand By. Karrieren begyndte da hun som 19 årig blev rejseleder. Først de traditionelle chartersteder både med bus og fly. Så Mexico, Sri Lanka og Østen, inden hun i seks år var leder af Tjæreborgs London kontor. Det fortsatte i København, hvor hun i 2 ½ år var chef for Tjæreborgs store kontor, inden hun blev headhuntet til chefjobbet i RCI.
Inga Raun har desuden som en af meget få kvindelige ledere i Danmark været med i gruppe 47 i DVL, Dansk Virksomheds Ledelse.

Skrevet af