Fyldte fly koster erhvervslivet dyrt

Erhvervslivet har udsigt til massive prisstigninger på flyrejser og hotelophold, fordi det er svært at skaffe flysæder og hotelsenge. Det presser priserne i vejret, og næste år må virksomhederne regne med, at rejseudgifterne stiger op mod 10 pct. Dertil kommer risikoen for brændstoftillæg på grund af de høje oliepriser.

”Erhvervslivet rejser mere, og flyene er stopfyldte. Det kan være vanskeligt at få plads, og flyselskaberne hæver priserne. Desuden anser jeg det for realistisk, at der vil komme et olietillæg på omkring 100 kr. pr. billet. Derfor forventer vi, at rejsebudgetterne for 2008 må revideres, fordi det bliver dyrere at flyve og bo på hotel,” siger Dorthe Berg Henriksen, der er formand for foreningen af travel managers i Danmark, DBTA.

En ny analyse fra American Express Business Travel dokumenterer, at der i erhvervslivet er en voldsom stigning i efterspørgslen efter flyrejser, hotelophold og billeje. Kapaciteten kan slet ikke følge med, og det vil føre til betydelige prisstigninger i 2008. Ifølge undersøgelsen bliver der tale om prisstigninger på 5-15 pct. næste år, og det er først og fremmest billetter på businessclass, der bliver dyrere.

Erhvervsfolk strømmer til de dyre businessclass-pladser – især på de oversøiske ruter, hvor det er vigtigt at nå udhvilet frem. Virksomhederne har en stærk økonomi, og det giver mere plads i budgettet til ekstra komfort og muligheden for at komme hurtigt gennem lufthavnen. Samtidig er adgangen til at flyve på businessclass blevet en del af kampen om at rekruttere de bedste medarbejdere. I mange tilfælde er det et krav fra medarbejderne, som bliver skrevet ind i ansættelseskontrakten.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 15. november, 2007)

Skrevet af