Home Nyheder Behov for rejseselskaber i fremtiden

Behov for rejseselskaber i fremtiden

0
SHARE

Selv om danskerne er begejstrede for selv at booke rejser på internettet, vil der stadig være brug for rejsebureauerne fremover, mener den adm. direktør for Danmarks fjerdestørste erhvervsrejsebureau, Vejle Rejser, Ole Svendsen.

”Det er fint nok, at folk cykler rundt mellem hjemmesider i jagten på flybilletter – men der vil også i fremtiden være brug for rejsebureauer med knowhow. Menigmand har ikke en Kinamands chance for at få de priser, vi har adgang til. Vi har priser, som ikke ligger på nettet,” siger Ole Svendsen.

”Selvfølgelig kan man finde en billig billet fra A til B i Europa med et lavprisselskab – men skal man have en medarbejder fra Danmark til Langbortistan med flyskift, vil et travel management firma som vores 9 ud af 10 gange have den bedste pris – selv om kunden betaler afgift til os. Derfor vil rejserådgivning også fremover være vigtig,” siger Mette Bjørck, der er salgs- og marketingsdirektør i Vejle Rejser.

Indtil for nogle år siden fik rejsebureauer deres indtægter fra provision fra bl.a. flyselskaber. Den direkte provision er i dag nærmest væk – selv om rejsebureauerne stadig får ”incentives” af flyselskaberne. I dag kommer indtægterne fra gebyrer fra kunderne.
”Vi ser tendens til, at dogmet om, at alle rejser skal være så billige som mulig, er på vej væk. For den billigste rejse kan blive dyr i sidste ende, hvis man for eksempel har flere mellemlandinger end nødvendigt; dermed spildes unødig tid,” siger Mette Bjørck.
”Firmaerne har selvfølgelig fokus på, hvad det koster at rejse – men mange ved også, at der skal ses på nettoudgiften, ikke blot hvad en flybillet koster. Det nytter ikke at spare 78 kr. og en pose grødris ved at sende medarbejderen via en lufthavn, hvor han skal vente tre timer på næste fly,” siger Mette Bjørck.

(Berlingske Tidende, d. 5. november, 2007)

Skrevet af