Ny flyrute mellem Billund og Bergen

Ruten vil blive befløjet af Cimber Airs CRJ Regional jet fly, og der vil være en daglig rundtur mandag – fredag samt søndag.

Ruten vil blive fløjet i code-share samarbejde med SAS.

”Vi har gennem længere tid modtaget ønsker om en direkte rute mellem Billund og Bergen, ikke mindst på grund af den megen trafik, der bl.a. er til og fra Hurtigruten. Ønskerne kommer ligeledes fra forskellige grene af erhvervslivet, som har efterlyst en direkte forbindelse fra Jylland til Bergen”, fortæller salgs- og marketingchef i Cimber Air, Bjarne Rasmussen – og fortsætter:

”At åbningen kommer nu, skyldes at flere brikker nu er faldet på plads. Vi får ledig flykapacitet midt på dagen, idet vi fra den 24. marts skærer ned i antallet af daglige afgange på ruten Billund – München, som går fra 3 til 2 daglige afgange. Derudover har vi indgået en aftale om et code-share samarbejde med SAS på ruten Billund – Bergen, og den 9. januar 2006 overtog vi ruten mellem Billund og København, efter SAS.”

Codeshare samarbejdet med SAS er en afgørende faktor for åbningen af den nye direkte rute Billund – Bergen. For overtagelsen af Billund – København ruten samt codeshare samarbejdet med SAS gør, at man har mulighed for at flyve i trekant, om man så kan sige.

Hvis man f.eks. flyver direkte fra Billund til Bergen, men ikke kan vente med at komme hjem til dagen efter – eller hvis tidspunktet iøvrigt ikke passer én, så kan man rejse hjem fra Bergen via København til Billund. Og bestiller man alle strækninger som SAS-flyvninger, så kan denne kombination reserveres som een sammenhængende billet.

Skrevet af