Strammere tilsyn med SAS

Tilsynet med SAS skal strammes op og gøres mere effektivt. Hidtil har luftfartsstyrelserne i Sverige, Norge og Danmark i fællesskab haft ansvaret for at kontrollere sikkerheden i SAS, men den konstruktion er ikke nødvendigvis velegnet, efter at SAS har gennemført omfattende besparelser i selskabet og som følge heraf har ændret på sin interne struktur, mener Kurt Lykstoft Larsen, direktør for Statens Luftfartsvæsen (SLV):
”Tiden er kommet til at kigge grundigt på tilrettelæggelsen af tilsynet. Den overvejelse gør alle tre skandinaviske direktører. Jeg fremlægger mit forslag til ny struktur for tilsynet i december, og vi forventer at træffe beslutning om en ny struktur i første kvartal næste år,” siger SLV-direktøren, som også er formand for OPS-udvalget, der har det overordnede tilsyn med SAS.

Ifølge SLV giver de seneste års sikkerhedsproblemer ikke anledning til at karakterisere flysikkerheden i SAS som ”utilfredsstillende” og dermed fratage SAS flyvetilladelsen.
”Men SAS har haft alvorlige episoder, som har bragt flysikkerheden i fare. De er løst efter et vist pres og en vis sendrægtighed fra SAS’ side. Nu er der nye folk på plads, og der er ingen grund til at starte en større historieforskning i forhold til de tidligere episoder, hvor der har været brist i sikkerheden. Samtidig er der nogle strukturelle udfordringer i tilrettelæggelsen af tilsynet med SAS, fordi konstruktionen med SAS er unik, da selskabet er hjemmehørende i tre lande,” siger Kurt Lykstoft Larsen.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 22. november, 2007)

Skrevet af