60 millioner gennem Billund Lufthavn

Direktør Kjeld Zacho Jørgensen overrækker champagne og gavekort til passager nr. 60 mio., Lene Egebjerg-Gjelstrup.

Direktør Kjeld Zacho Jørgensen overrækker champagne og gavekort til passager nr. 60 mio., Lene Egebjerg-Gjelstrup.

I løbet af juni rundede Billund Lufthavn 60 millioner passagerer siden åbningen i 1964. De 60 millioner blev onsdag den 25. juni fejret, da en tilfældig passager blev overrasket med champagne og rejsegavekort.

Den heldige rejsende kom onsdag formiddag hjem fra Bruxelles til champagne og et rejsegavekort på 5.000 kroner.

”Det var en dejlig velkomst. Jeg har været på forretningsrejse i Bruxelles, så det her var en god overraskelse at komme hjem til. Jeg tror, at rejsegavekortet skal bruges til en solferie, mens champagnen skal hjem på køl”, sagde Lene Egebjerg-Gjelstrup fra Vejle, der arbejder som international rådgiver.

Det er ikke kun på passagersiden, at Billund Lufthavn har været igennem en markant vækst. I dag har lufthavnen direkte forbindelser til 90 destinationer og næsten tre millioner passagerer om året.

”Vi udvider hele tiden med nye destinationer. I år har vi åbnet på Vilnius i Litauen, og antallet af charterdestinationer er vokset. Vi har blandt andet offentliggjort, at vores gæster fra januar 2015 kan flyve direkte til Maldiverne”, fortæller adm. direktør Kjeld Zacho Jørgensen.