Home Nyheder 6.000 klager over flyselskaberne

6.000 klager over flyselskaberne

0
SHARE

flypassagerer-lufthavnAflyste fly og ingen besked fra flyselskabet, overnatninger i lufthavne pga. overbookede fly og forsvundet bagage uden erstatning. Det er noget af det, som kunderne har været udsat på europæiske flyselskaber.

Det har resulteret i 6.000 klager over flyselskaber til forbrugernetværket Forbruger Europa, hvilket gør flyrejser til den vare, som europæerne klager mest over.

”Der er stadig alt for mange situationer, hvor de rejsende ikke får ordentlig besked, når deres fly er aflyst eller forsinket. Desuden ser vi ofte, at flyselskaberne afviser forbrugernes klager, så de ikke får den kompensation, de har ret til,” siger Lars Arent, leder af Forbruger Europas danske center til epn.dk.

Forbruger Europa er et netværk med centre i alle EU-lande, som samarbejder om at behandle klager, når forbrugere i et EU-land handler i et andet. Sidste år behandlede Forbruger Europa 32.000 klager.

Over 18% handlede om flytransport og ser man isoleret på klager fra danske forbrugere, er det også flyrejser, de klager mest over. 30% af de klager, Forbruger Europa modtog i Danmark, var om flyrejser.

”En del af forklaringen er, at flyrejser er et af de områder, hvor man ofte handler med selskaber, der ligger i andre EU-lande, men vi mærker også, at der er uoverensstemmelse mellem, hvad forbrugerne har ret til efter EUs regler, og hvordan selskaberne overholder kravene,” siger Lars Arent.

Forbruger Europa løser 30-40% af de sager, som forbrugerne henvender sig om, ved at virksomhederne går med til en aftale. I resten af sagerne henviser Forbruger Europa til klageinstanser i de enkelte lande.