500.000 cruisepassagerer gennem CPH

I 2011 får København besøg af 368 krydstogtskibe med ca. 770.000 passagerer. Halvdelen af skibene skifter passagerer i København, og flertallet kommer med fly og flyver hjem igen efter krydstogtet. Det betyder, at omkring 500.000 krydstogtpassagerer passerer lufthavnen.

CPH har forberedt sig på at håndtere det store antal krydstogtpassagerer, der typisk kommer og rejser i store grupper indenfor korte tidsrum og har forholdsvis meget bagage. 

”Højsæsonen for krydstogt er også højsæson for danskernes ferierejser, og krydstogtpassagererne fylder godt i lufthavnen på flere af de store rejsedage. For at få alle hurtigt og smidigt gennem lufthavnen har vi i tæt samarbejde med flyselskaber, handlingselskaber og incomingbureauer planlagt procedurer som check-in, bagagehåndtering og transport af krydstogtpassagerer,” siger kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen, Københavns Lufthavne.

På de største dage skifter fem store krydstogtskibe passagerer i København, og dermed skal flere end 8.000 krydstogtgæster rejse hjem fra CPH i løbet af dagen samtidig med, at tusindvis af nye krydstogtpassagerer ankommer. Hovedparten benytter rutefly, men i løbet af sommeren er der også en række charterafgange udelukkende med krydstogtpassagerer.

København har fra 2005 til 2010 haft en vækst i antallet af krydstogtpassagerer på 80%, mens væksten i antal skibe har været på 30%.

Skrevet af Flemming Juul