Home Nyheder Dialogmøder skal skabe fred i Sterling

Dialogmøder skal skabe fred i Sterling

0
SHARE

“Vi er på ingen måde interesserede i at blande os i fagforeningsarbejde, men har alene til formål at begrave det skrækscenarium mange af os har på nethinden, nemlig tab af ca. 1.500 arbejdspladser.”

Med den overskrift går fire mellemledere i Sterling nu ud og arrangerer 10 dialogmøder med kaptajner og piloter fra Sterling og det tidligere Maersk Air i København, Billund, Stockholm og Oslo. De fire initiativtagere, to fra det tidligere Maersk og to fra Sterling, er chefpilot Peter C. Jensen, skolechef Ole Steen Therkildsen, basechef i Billund Henrik Sakstrup og basechef i København Tom Gillesberg.

“Jeg er interesseret i at få at vide, hvad det store tavse flertal mener om den situation der er mellem de blå (Maersk) og de røde (Sterling.) Derfor er ingen fra topledelsen med på møderne, og derfor er det for lukkede døre, hvor piloter og kaptajner kan sige, hvad de vil, uden deres navne kommer videre,” siger Ole Steen Therkildsen, skolechef og kaptajn i Sterling til Stand By.

“Topledelsen i Sterling har tidligere lavet møder, som ikke var nogen ubetinget succes. For mig at se er dette sidste udkald. Vi skal finde en løsning. Finder vi ikke det, kan det være livstruende for selskabet,” siger Ole Steen Therkildsen.

Konflikten i Sterling går bl.a. ud på at finde en anciennitetsliste alle kan acceptere. Sterling har opsagt 24 piloter 1. oktober, 12 fra hvert selskab. Kort fortalt ville alle de fyrede have været fra Sterling, hvis den hidtidige anciennitetsliste havde været fulgt, fordi Maersks kaptajner og piloter har været ansat længere. Sterlings kaptajner og piloters argument er, at det er Sterling der har overtaget Maersk, og at fyringerne derfor skal ske fra Maersk.

“En retssag om spørgsmålet er stillet i bero. En bebudet generalforsamling bliver ikke holdt. I stedet brevstemmes, og jeg håber at bestyrelsen bliver sammensat med tre røde og tre blå. Lykkes det at finde en løsning blandt de ansatte i cockpittet, tror jeg også det kan lade sig gøre med medarbejderne i kabinen.”

“Vi håber på omkring 150 – 200 kaptajner og piloter vil komme til møderne. Kaptajner og piloter må jo tænke på, at det ikke alene er deres arbejdsplads, men også 1.200 andre ansatte i firmaet, som er i fare, hvis Sterling ikke klarer skærerne,” siger Ole Steen Therkildsen.

Skrevet af