Sælger sexrejser til Filippinerne

Isoteam laver guidede rejser til Filippinerne, og rejserne er specielt ’designet’ for single fyre.

”Rejsen er lavet til dig, som ikke er blevet for gammel til at lege og have det sjovt. Til dig, som synes at en tur i byen, og flirte med pigerne er et must på enhver ferie”.

Det nye rejsebureau i Danmark slår sig op på sexrejser til Filippinerne. På selskabets hjemmeside, www.isoteam.dk, er der overhovedet ikke lagt skjul på hensigten med rejsen. Det er sex. Alle sider omkring rejsebeskrivelser til Filippinerne, vejret, fakta, priser, tips til rejsen og så videre, vrimler med meget afklædte lokale piger. Rejsen på 16 dage byder på barhopping stort set hver aften, og bl.a. guidet rundtur i Angeles City. Pakkelisten fortæller også, at det er sexrejser. På de ting som anbefales at tage med står bl.a.: Aspirin eller Paracetamol mod smerter og feber, diarrépiller (Eks. Paraghurt, Imodium i håndkøb på apotek) insektspray, kondomer (Tag rigeligt med).

Isoteam har foreløbig arrangeret to rejser næste forår. Prisen er 13.180 kr. og 14.580 kr. Ifølge hjemmesiden er der fem pladser tilbage på hver tur. Isoteam optræder ikke med hverken adresse eller telefonnummer på hjemmesiden. Eneste kontakt er en e-mailadresse, og navn og foto af en guide og formentlig arrangør. Han præsenterer sig på hjemmesiden sådan:

“Dennis Ramsdahl, 25 år, som er den primære rejseguide, har rejst i Filippinerne siden år 2000 og har haft bopæl i Filippinerne i 3 af årene. En frisk ung mand, fyldt med power og med stor erfaring”.

STAND BY har i dag talt med formanden for Rejsegarantifonden, Bent Mebus, som siger at fonden ikke har hørt noget til det nye bureau.

”Det vil vi tage fat på, lige på en studs”, siger Bent Mebus til STAND BY.

Udover hjemmesiden Isoteam.dk markedsfører det ukendte sig bureau primært i den Blå Avis. Det er ikke lykkedes redaktionen at komme i kontakt med nogen person tilknyttet Isoteam. Men Dennis Ramsdahl, der optræder som guide på bureauets hjemmeside, har bl.a. blogget med danskere, som vil til landet, blandt andet på dagbladet Politikens hjemmeside under rejser.

Skrevet af