Home Nyheder Bondepigen fra Vimmerby 100 år

Bondepigen fra Vimmerby 100 år

0
SHARE

14. november markeres 100-året for Astrid Lindgrens fødsel verden over. Mest markant selvfølgelig i hjemlandet, men Sveriges vel nok populæreste forfatter er også elsket i Danmark, og derfor markeres 100-års dagen også her ved flere arrangementer.


Bondepigen fra Vimmerby, omtalte Astrid Lindgren sig selv, men trods en opvækst i ydmyge kår blev hendes liv lige så eventyrligt som historierne i hendes lange forfatterskab.

Denne sommer blev hendes barndomshjem i Småland og de nærliggende bygninger omdannet til et kulturcentrum – Astrid Lindgrens Näs – for hendes forfatterskab, og her vil mange af begivenhederne finde sted. Også kirkegården i Vimmerby, hvor Astrid Lindgren er begravet ved siden af sine forældre og bror, vil danne ramme om nogle af højtidelighederne.

Herhjemme er man godt med. Dansk Forfatterforening og Dansk-Svensk Författarförening fejrer Astrid Lindgrens 100-års dag på selve dagen kl. 15 i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 på Christianshavn. Her vil blandt andre oversætteren Kina Bodenhoff belyse sine nyoversættelser af Astrid Lindgren og Jens Andersen fra Berlingske Tidende vil berette om sit møde med den store svenske forfatter.

I løbet af året har danske biblioteker og kulturhuse haft specielle Astrid Lindgren arrangementer, og i november kulminerer flere tiltag. I Vanløse Kulturhus er den svenske ambassade og Svenska Institutet medarrangører af præsentationsudstillingen Tältet’, der vises i ugerne 46 og 47, og 12. november holder forfatteren Gunnel Bergström et foredrag om ’starka flickor och pojkar’ i Lindgrens bøger.

Arrangementer med lignende temaer, hvor Sveriges Ambassade er medarrangør, finder sted i Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense, og i Gentofte har man gjort hele uge 46 til en børnekulturuge kaldet ”Astrids Verden”.

Skrevet af