Continental starter dagligt fra København

”Continental flyver allerede nu til flere byer i Europa end noget andet amerikansk luftfartsselskab. Som en af regionens store knudepunkt-lufthavne vil København være en vigtig udvidelse af vores rutenet. Vi glæder os meget til at kunne introducere vores prisbelønnede service til danske rejsende.”
Det var en glad Jim Summerford, VP Continental, Europe, Middle East og India, som i går på et pressemøde i Københavns Lufthavn kunne fortælle, at Continental starter daglige afgange København–New York fra 24. maj 2006.
Continental vil benytte Boeing 757-200 med plads til 172 passagerer, heraf 16 på Business Class og 156 på Economy. Business Class passagerer får loungeadgang i Københavns Lufthavn. Afgang bliver hver dag kl. 11:35.
Tidspunktet er ikke tilfældigt valgt, for det giver en ankomst i New York ( Newark) kl. 13:20 samme dag med mulighed for tilslutningsfly med Continental til 170 andre byer i hele Nord-, Mellem- og Sydamerika, Caribien og fjernere destinationer.
Desuden giver det Continental mulighed for at udnytte flyet inden afgang om aftenen kl. 19:10 med ankomst i København næste morgen kl. 9:05.
Passagerer, som kommer til Liberty International på Continental fly fra København, kan benytte immigrations- og toldfaciliteter i Terminal C3, som kun Continentals passagerer har adgang til.
Continental har hidtil været repræsenteret i Danmark af Josh Warld. Han skal formentlig nu fratræde efter en overgangsperiode. Continental vil have eget salgskontor i København, som skal styre operationerne i Danmark, Sverige og Norge. Selskabet går nu i gang med at ansætte medarbejdere.
Continental Airlines er verdens sjettestørste luftfartsselskab med 41.000 medarbejdere og 56 mio. passagerer om året. Sammen med Continental Express og Continental Connection har Continental over 3.100 daglige afgange i hele Nord- og Sydamerika, Europa og Asien.
Selskaberne flyver til 148 destinationer i USA og 131 internationale destinationer. Continental er med i SkyTeam sammen med Aeromexico, Air France/KLM, Alitalia, CSA Czech Airlines, Delta Air Lines, Korean Air og Northwest Airlines.

Skrevet af