BA ændrer bagageregler

De nye regler omfatter ændringer for både bagage, håndbagage og for overvægtsbagage. Reglerne vil træde i kraft fra begyndelsen af juli og vil gælde på alle British Airways afgange over hele verden.

”Vores nye bagageregler er nemmere at forstå og vil samtidig kunne mindske ventetiden i lufthavnen,” siger Sam Heine, chef for British Airways i Skandinavien.

Ændringerne betyder, at alle passagerer fra den 5. juli kun må medbringe en standard størrelse taske samt en mappe, computertaske eller lignende på alle afgange.

Der vil ikke længere være samme vægtrestriktioner på håndbagagen, men passageren skal selv kunne løfte den op i bagagerummene over sæderne. Mappen, computertasken eller tilsvarende skal kunne passe ind under sædet foran passageren og håndbagagen må maksimalt veje 23 kg. og skal overholde de internationale standardmål på 56x45x25 cm, som er fastlagt af bl.a. International Air Transport Association og af de engelske lufthavnsmyndigheder.

Der vil være opstillet modeller i alle lufthavne, så passagerer kan måle størrelsen på deres håndbagage, før de går gennem sikkerhedskontrollen.

For bagage til check-in træder de nye regler i kraft den 11. oktober. Reglerne betyder, at der må medbringes et fast antal tasker eller kufferter på flyet, og antallet afhænger af, hvilken klasse der flyves på.

For at overholde de gældende sikkerheds- og helbredsanvisninger må den maksimale vægt for hver enkelt stykke bagage ikke overstige 23 kg.

British Airways rejsende må udover deres normale bagage gratis medbringe ét stykke sportsudstyr som f.eks. en sportstaske eller ski.

Rejsende med børn må fra den 11. oktober medbringe en taske (maksimalt 23 kg) samt en klapvogn eller sammenklappelig barnevogn. Derudover må forældrene medbringe en standard størrelse taske til barnet ombord på flyet udover deres egen håndbagage. British Airways standardiserer også regler og gebyrer for overvægtsbagage gældende fra 11. oktober.

For bagage, der overstiger den tilladte vægtgrænse, skal betales et fast gebyr, hvis størrelse afhænger af rejsens længde. I de fleste tilfælde vil gebyret være lavere end det tilsvarende gebyr i dag.

Som noget nyt tilbyder British Airways muligheden for online forudbetaling af overvægtsbagage. Med forudbetaling gives der 20 pct. rabat på gebyret.

Gebyrerne for at medbringe forskelligt sportsudstyr samt kæledyr bliver også ændret fra den 11. oktober. Yderligere oplysninger om dette kan læses på www.ba.com/baggagepolicy.

Skrevet af