MSC Musica satser på europæisk stil

MSC Cruises’ nye flagskib er præget af europæisk design, mad og atmosfære.

Sommeren igennem vil skibet sejle ugelange ture i det østlige Middelhav med anløb i Grækenland, Tyrkiet, Kroatien og Italien. MSC Musica vejer 90.000 tons, er 300 meter langt og 32 meter bredt. Marchhastigheden er 23 knob. Foruden de 1.000 besætningsmedlemmer har skibet op til 2.500 passagerer ombord.

”Vi tilbyder gratis rejse til børn under 18 år, der bor i samme kahyt som forældrene. Det vil give en enorm vækst inden for denne kundegruppe,” forudser Claes Tamm, chef for MSC Cruises i Norden.

Ombord på MSC Musica er der store områder indrettet til børn og unge. Blandt andet med egen swimmingpool, diskotek, spilområde og film for de yngste. Rederiet er bevidst om sit europæiske tilhørsforhold og MSC Musica fremstår noget mere dæmpet end en del amerikanske krydstogtskibe. Ombord er der lagt vægt på naturfarver og materialer af træ.

”Vi ønsker at vise, at vi er et europæisk rederi. Det er vores ambition at tilbyde smukke skibe med et køkken, som hovedsagelig afspejler Europa, og en lidt mere dæmpet atmosfære end mange amerikanske rederier. Vores gæster skal have tid til rekreation og afkobling, ikke bare underholdning,” siger Claes Tamm.

Skrevet af