31% foretrækker sne for sol

Skisæsonen er kun få måneder væk, og for knap hver tredje betyder den årlige ferie til fjeld eller alper mere end en sommerferie under sydens sol. I hvert fald ifølge en ny undersøgelse, som FDM travel har foretaget blandt rejsende der også står på ski. Her svarede 31 pct., at skiferien betyder mere end sommerferien.

”Vi ved, at aktiv ferie sammen med familie eller venner, er noget mange prioriterer højt. Her kan man være sammen om at stå på ski, og man kender så at sige programmet. For mange er skiferier ofte også forbundet med tradition, både i forhold til hvem, man rejser med og destinationen. Alt sammen noget som gør det til en sikker succes,” siger udviklings- og salgschef i FDM travel, Line Danvad.

45% svarer, at de tager på skiferie en gang om året, mens 11% siger, at de tager på ski flere gange om året. Det fremgår også, at de fleste er ganske rutinerede skiløbere. Hele 68% svarer, at de har stået på ski i seks år eller mere.

”Svarene harmonerer med den positive udvikling, vi har oplevet de senere år. En udvikling, der hænger sammen med, at det både er muligt at være sammen på pisterne om dagen og hygge om aftenen. Samtidig finder man på destinationerne pister og niveauer, der passer til familiens enkelte medlemmer,” siger Line Danvad.

Skrevet af Flemming Juul