Californisk turistfremstød i Danmark

Danske og skandinaviske turister strømmer til Californien. Derfor har delstatens guvernør, Arnold Schwarzenegger, i det netop godkendte budget for turistmyndighederne, afsat 100.000 dollar til markedsføring af Californien i Skandinavien i 2008.

”Selvfølgelig kan Skandinavien ikke hamle op med England og Tyskland, men på ”sekundære markeder” er vi største europæiske marked for Californien, foran blandt andet Frankrig, Holland og Italien,” siger Karin Gert Nielsen, direktør for Californiens turistråd i Skandinavien og Finland.
Pengene skal markedsføre mindre kendte områder i Californien – eksempelvis de nordlige med vindistrikterne, skiområder, de cirka 1.000 golfbaner, hovedstaden Sacramento, Silicon Valley og sydlige byer som San Diego og Palm Springs.

”Arnold Schwarzenegger er meget interesseret i turisme og medvirker i flere af statens turistfilm, ligesom han blandt andet samarbejder med California Wine Institute,” siger Karin Gert Nielsen.

Turisme er med cirka 300 milliarder kroner om året en af Californiens største indtægtskilder. Sidste år besøgte 185.000 danskere USA, som dermed er største oversøiske destination for danske rejsende.

Blandt Californiens berømteste turistattraktioner er: Disneyland, kunstmuseet Getty Center, Hollywood, vindistriktet Napa Valley, nationalparker som Yosemite – samt danske Legoland i Carlsbad syd for Los Angeles.

(Berlingske Tidende, d. 19. november, 2007)

Skrevet af