22% billigere hoteller i Athen

Tendensen er den samme for flertallet af europæiske hovedstæder, når man ser bort fra Paris og London, fremgår det af Hotel Price Index (THPI), men det er hotelejerne i Athen, som har måttet sluge de største prisnedsættelser. Det gennemsnitlige prisfald begrænser sig ifølge indekset til ca. 7%.

 

Blandt eksemplerne nævnes, at gennemsnitsprisen i Lissabon i år er 100 Euro – en nedgang på 7%, mens for eksempel  Madrid koster 104 Euro pr. nat, hvilket er 5% mindre end sidste år. Det modsatte gælder for Barcelona, hvor gennemsnitsprisen er sat op med 4% til 145 Euro.

 

Værelsespriserne i Paris og London er ligeledes steget og for de to metropoler har stigningen været 10% i forhold til samme måned sidste år, men ingen af dem når dog op på gennemsnitspriser som Geneve og Venedig, der er topscorere på prislisten.

 

Top 10 med ensyn til prisen for et dobbeltværelse i juni i år ser således ud med priserne nævnt i Euro:

1: Geneve – 288, 2: Venedig – 251, 3: London – 225, 4: Paris – 209, 5: Stockholm – 176, 6: Warszawa – 176, 7: Oslo – 175, 8: Firenze – 174, 9: København – 172 og 10: Amsterdam – 171.

Skrevet af Flemming Juul