Home Nyheder 2017 bliver året for bæredygtig turisme

2017 bliver året for bæredygtig turisme

0
SHARE

FN har udnævnt 2017 som internationalt år for bæredygtig turismeudvikling for at mindske de aftryk, turisternes udforskning medfører.

Danmarks Rejsebureau Forening ser frem til det øgede fokus og spår en stor udvikling i forbrugernes krav på dette område.

Turisme skaber økonomisk vækst, beskæftigelse og bånd mellem mennesker, men nogle steder har det sin pris. Derfor har UNWTO valgt at gøre 2017 til året for bæredygtig turismeudvikling og dermed forbedre sin indsats på tre kerneområder: Økonomi, socialt ansvar og miljømæssigt.

Danmarks Rejsebureau Forening bifalder initiativet, og mener, at ansvarlighed vil fylde langt mere i fremtidens rejsekøb.

”Fokus på den bæredygtige rejse er noget, vi ser i langt højere grad end for bare fem år siden. Det betyder noget for flere og flere rejsende, at hotellet for eksempel minimerer madspild, tager ansvar for miljøet og betaler de ansatte en fair løn. Gæsterne fortæller bureauet om det, hvis der er forhold, som er kritisable. Hos rejsebureauerne kan vi se, at ordentlige forhold og ansvarlig drift skaber kunder, der vender tilbage”, siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Rejsebureauer kan blive bæredygtighedscertificerede gennem det internationale initiativ Travelife. Det er et system, som hjælper med at administrere og forbedre de sociale- og miljømæssige påvirkninger både ude og hjemme. Når rejsebureauet opfylder og overholder de forskellige kriterier, modtager virksomheden en certificering, som angiver, hvilket Travelife-niveau de er på.

”Vores iver efter at få store rejseoplevelser er i vækst, og det stiller krav til vores adfærd, hvis generationerne efter os også skal kunne få disse oplevelser. Vi kan se, at miljøcertificering som Travelife sætter arbejdet med bæredygtighed i system til glæde for de rejsende. I sidste ende handler det jo om at rejse med respekt for lokalbefolkningen, miljøet, naturen og ikke mindst kulturen”, siger Lars Thykier.