200.000 Ø-pas skal lokke turister til

Der er 37 danske øer med i Ø-passet i år mod 35 sidste år. (Foto: Sammenslutningen af Danske Småøer)

Hop ombord på færgen og få stemplet dit ø-pas. Det vælger mange ø-gæster at gøre. Sammenslutningen af Danske Småøer lancerede sidste år Ø-passet, og i år har foreningen fået trykt 200.000 eksemplarer mod 70.000 i 2016.

Det rødbedefarvede pas uddeles gratis på næsten alle færger til de 37 øer, som er med, og idéen er at gøre det mere interessant at flytte til øerne, lyder det fra Ø-Ambassadør Britta Leth fra Sammenslutningen af Danske Småøer, ifølge dr.dk.

”Vi vil skabe større omsætning for turistvirksomheder og færgeselskaber. På den måde skaber vi også mere beskæftigelse. Det vil på sigt give større bosætning på øerne”, mener hun ifølge dr.dk.

Hver ø har sin egen side i passet med informationer og plads til at få et særligt Ø-stempel for hver ø, og der går hurtigt konkurrence i at få fyldt passet, siger Britta Leth.

”Vi hører fra øerne, at turisterne kommer dertil, fordi de har set øen i Ø-passet. Det er voksne, der er gladest for passet og synes, at det er spændende, at man på den måde kan samle på mærker fra de forskellige øer”.

Det billede genkender de på Tunø i Kattegat, fortæller Hanne Tromborg Thaysen, der er Tunøguide: ”Folk kommer ud af færgen med deres pas i hånden og spørger, hvor de kan få det stemplet. Jeg har oplevet op til 25 stå i kø for at få stemplet deres Ø-pas”.

Ud af de 200.000 trykte ø-pas er der allerede afsat godt 130.000 pas.