Strejker koster SAS dyrt

Strejke blandt piloterne hos det spanske datterselskab Spanair, flyveledere i Norge samt selskabets danske stewardesser betyder et tab hos SAS på 206 mio. kr. i sidste kvartal af 2004. Strejketabet kommer på et tidspunkt, hvor SAS ellers har udsigt til stigende indtjening.
SAS’ trafiktal for december blev i går præsenteret, og de afspejlede en fortsat passagervækst samtidig med, at den såkaldte yield, indtjeningen pr. passagerkilometer, har udviklet sig i positiv retning. Selskabets indtjening er dog faldet fra november 2003 til samme måned i 2004 med 0,4 pct., men man er fortrøstningsfuld i SAS, fordi tallene viser en klar forbedring i forhold til tidligere på året i 2004.
I SAS taler man om forbedringerne i passagerindtjeningen som ”et lille vendepunkt”, men er stadig forsigtig i forhold til prognoserne for 2005. Det er især konkurrencen på markedet, man bekymrer sig om, men Investor Relations-chef, Sture Stølen er dog optimistisk: ”Hvis vi kan stabilisere passagertal, yielden og øge belægningen er vi godt på vej.”
(Berlingske Tidende, 12/01)

Skrevet af