Rekordoverskud i Sun-Air

Danske Sun-Air of Scandinavia offentliggjorde i går et rekordstort overskud på 31,7 mio. kr. for det regnskabsår, som sluttede 30. september 2004. Overskuddet er vokset med hele 12,3 mio. kr. i forhold til regnskabsåret 2003, men er dog også præget af indtægter fra salg af fly.
Selskabet har forberedt sin introduktion af nye fly af typen Dornier 328, som nu bliver indsat løbende på selskabets ruter. Skiftet til Dornier flyene sker for at tilpasse den eksisterende flyflåde til de forventede markedsforhold.
I en pressemeddelelse om årsresultatet anfører selskabets direktør, Niels Sundberg, at Sun-Air også for det indeværende regnskabsår har positive forventninger: ”Der er tiltro til, at de generelle konjunkturstigninger forbedres yderligere i de nærmeste år, til gavn for luftfarten” hedder det. Sundberg tager dog det forbehold, at et kommende Sun-Air resultat vil være præget af ekstraordinære omkostninger i forbindelse med introduktionen af den nye flytype.

Skrevet af