Paspoliti skal afspadsere – længere køer i CPH

Politiet i Københavns Lufthavn skal nå at afspadsere en større overarbejdspukkel inden udgaangen af i år, og derfor er der fra i dag skåret ned på bemandingen i paskontrollen. Ifølge Lufthavnen er det næsten uundgåeligt, at den dårligere bemanding vil føre til længere køer for de rejsende, der er på vej til eller fra et non-Schengenland, men lufthavnen gør hvad man kan for at mindske generne for de rejsende: ”Vi er kede af, at passagererne kommer til at opleve dårligere service, men vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at passagererne kommer til at mærke så lidt som muligt til politiets afspadsering. Hver dag vil vi måle køerne og sætte ekstra passagerassistenter ind i de tidsrum, hvor behovet er størst. Vores målsætning er, at passagererne i gennemsnit højst bør vente i tre minutter for at komme igennem paskontrollen, men på grund af politiets afspadsering vil man kunne risikere ventetid på i værste fald op til 20 minutter. Vores bedste råd til de passagerer, der skal rejse til og fra non-Schengen landene, er at komme i god tid dvs. ca. en halv time før normalt,” siger Susanne Frank, Københavns Lufthavnes chef for passagerafdelingen

Skrevet af