Højhastighedstog udfordrer fly

De europæiske flyselskaber kan forvente en øget konkurrence fra højhastighedstogene på de indre europæiske ruter. En aftale er netop kommet i hus mellem de franske og tyske statsbaner, SNCF og Deutsche Bahn. De vil i begyndelsen af 2005 stifte et fælles selskab, som skal oprette togforbindelser mellem de store tyske og franske byer. Selskabets største trækplaster bliver den nye højhastighedsbane fra Paris til Strassbourg, som er under anlægning. Når denne bane står færdig, ventes man at kunne tilbyde turen Paris-Strassbourg på kun en time og 50 minutter.
Selskabet bliver en parallel til det fransk-britisk-belgisk-ejede Eurostar, som har højhastighedsruter mellem London, Paris og Bruxelles samt det fransk-belgiske Thalys, som har en højhastighedsrute mellem Paris og Bruxelles.
Dannelsen af det nye selskab betyder en stigning i højhastighedsforbindelserne til og fra Tyskland, f.eks. fra Frankfurt til London, Paris, Bruxelles og Barcelona, og dermed bliver selskabet en stærk konkurrencefaktor for flyselskaberne.
(Børsen, 30/11)

Skrevet af