Rejsebureauer trues af nethandel

Det eksploderende salg af rejser over internettet er en trussel mod rejsebureauerne. Mange flyselskaber lægger en stadig større del af deres salg på nettet, og bureauerne presses til hele tiden at lave unikke produkter.
Lavprisselskabet Sterling sælger i dag ca. 85 pct. af billetterne over nettet, mens stort set alt salg for fem år siden foregik gennem bureauer.
SAS har i løbet af 2003 fordoblet sit salg over nettet, og i dag sælges der dagligt for ca. 1 mio. DKK  billetter online. 80 pct. Af SAS’ billetsalg foregår dog stadig via bureaurene.
Formand Jan Lockhart, RID, er af den opfattelse, at flyselskaberne vil erobre markedsandele på eksempelvis storbyferier, som ikke kræver den store specialviden, mens hans vurdering er, at rejsebureauerne vil beholde de mere komplekse rejsemål, der kræver mere skræddersyede løsninger.
”Rejsebureauer, der tror, at de kan leve af at lave rejser til Rom, vil inden længe være en saga blot. Bureauerne vil i stadig højere grad satse på rejser til f.eks. små græske øer eller rundrejser i Asien,” siger Jan Lockhart.
Rejsebureauerne nyder dog også godt af nethandelen. Lockhart vurderer, at charterbureauerne i 2004 vil omsætte for omkring 1 mia. DKK over nettet, hvilket svarer til 25 pct. af den totale omsætning. Men om fem til otte år vil 80 pct. af danskernes charterrejser være bestilt over nettet, vurderer RID-formanden.
(Børsen)

Skrevet af