100 nye job i SAS-ejede Cimber

CRJ900 sasSAS vil i det kommende halve år ansætte 100 nye medarbejdere til det nyerhvervede datterselskab Cimber.

”Der er tale om 80 kabinemedarbejdere, som skal starte i vores datterselskab, og så er det 20 piloter”, siger pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen til DR Nyheder.

”Det er dejligt, at der skabes nye arbejdspladser midt i en ellers hård tid, hvor vi primært ser nedskæringer rundt omkring”, siger Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union (FPU)

De nyansatte i Cimber kommer til at arbejde på en anden overenskomst end den, de SAS-ansatte arbejder på. For kabinepersonalet er der tale om højere startløn end i SAS. 21.350 kr. pr. måned får en nyansat i Cimber mod 18.873 i SAS. Til gengæld stiger de mindre i løn efterhånden som de får mere anciennitet. Hos SAS lyder maksimallønnen efter 10 år på 29.693 kr., mens ansatte i Cimber når deres maksimalløn på 25.300 kr. efter seks år.

De SAS-ansatte har ret til seks ugers ferie, mens de ansatte i Cimber må nøjes med fem. Samtidig kan kabinepersonale i Cimber risikere at arbejde op til 60 timer om ugen, mens den øvre arbejdstid hos SAS er 47 timer. Forsinkelser kan dog betyde, at SAS-personale skal arbejde længere.

Ved udgangen af 2007 havde SAS 21.898 ansatte. Det tal var ved seneste årsregnskab faldet til 12.329.