10 nye burger-restauranter på vej

Lars Seier Christensen. Foto: Horesta.

Lars Seier Christensen. Foto: Horesta.

Saxo Banks medstifter Lars Seier Christensen har købt 40% af Juicy Burger, som blev startet af kokken Henrik Boserup.

Lars Seier Christensen har tidligere købt sig ind i Michelin-restauranten Geranium, og har ifølge Børsen erhvervet 40% af aktierne i burgerkonceptet Juicy Burger, der åbnede på Flæsketorvet i København sidste år.

Med kapitalindsprøjtningen er det meningen, at 10 nye restauranter skal åbne i København de kommende år. I dag, fredag, åbner restaurant nummer to ved Palads-biografen ved Axeltorv.

Man kan kun få én slags burger hos Juicy Burger, der skifter navn til Juicyb i forbindelse med kapitaludvidelsen. Til gengæld er kvaliteten i top, lover Lars Seier Christensen.

Lars Seier Christensen træder til nytår ud af Saxo Banks daglige ledelse, men er fortsat medlem af bestyrelsen.