1.500 Uber-chauffører bliver sigtet af politiet

Omkring 1.500 Uber-chauffører kan se frem til en sigtelse for at have udført ulovlig taxikørsel, skriver Fagbladet 3F.

Politiet vil også nedlægge påstand om konfiskation af chaufførernes indtjening ved ulovlig kørsel, som vil blive indeholdt i bødekravet. Det oplyser Advokaturchef særlov, Københavns Politi, Vibeke Thorkil-Jensen.

De første fem Uber-chauffører er allerede sigtet af Københavns Politi for i 2015 at have kørt taxikørsel, skriver avisen.dk. Sigtelserne er foretaget ud fra en liste, som Skat modtog fra Holland vedrørende indtjening for Uber-kørsel.

Københavns Politi vil fortsætte med at rejse sigtelser ud fra den nævnte liste på omkring 1.500 navne, ligesom der fortsat rejses sigtelser når politiet standser bilister, der viser sig at køre for Uber.

Vibeke Thorkil-Jensen pointerer, at anklagemyndighedens holdning er, at der fremover skal nedlægges påstand om bøde, som inkluderer den indtjening, Uber-chaufføren har haft ved kørslen.