Skirejsearrangører trues af sovebus-regler

Danske skirejsearrangører kan i værste fald risikere at måtte indstille driften, hvis skiturister i massevis forlanger at få deres penge tilbage, fordi de ikke – som lovet – kan komme med sovebus til deres skirejsemål. Fra 1. februar er der i Danmark indført kraftigt skærpede regler for transport med sovebusser, og 1. april træder et forbud mod sovebusserne i kraft i Tyskland. Men skirejsebureauerne havde allerede inden forbuddene kom på tale solgt skirejser med sovebustransport i tusindtal. Op mod 125.000 skiturister menes at have købt sovebustransport siden august måned, og en væsentlig del af dem vil dermed ikke kunne få den rejse, de har købt.
Skirejsearrangørerne har nu appelleret til trafikminister Flemming Hansen (K) for at få udskudt indførelsen af de danske regler, indtil der foreligger et fælles regelsæt for transport med sovebusser i EU.
(Børsen d. 28.12.2004)

Skrevet af