Luftkamp over Atlanten spidser til

De skrappe regler, der gennem mange år har blokeret for den frie lufttrafik over Atlanten, liberaliseres fra marts næste år, og det kan føre til yderligere priskrig på ruterne fra Europa til USA.
Sådan lyder vurderingen fra en række eksperter i luftfartsbranchen, selv om branchens egne topfolk fortsat er forsigtige med at give deres bud på konsekvenserne af den liberalisering af flytrafikken, som den såkaldte ”Open Skies”-aftale mellem USA og EU vil medføre.

I sidste uge meddelte Air France og amerikanske Delta Airlines, at de indgår et samarbejde med det formål at få mest muligt ud af de kommende liberaliseringer. Sammen gør de to klar til et frontalangreb på især British Airways.

Ifølge den nye ”Open Skies”-aftale skal lufthavnen i Heathrow åbnes for den frie konkurrence. Det betyder blandt andet, at den særstatus, som briternes egne flyselskaber, British Airways og Virgin Atlantic sammen med amerikanske United Airlines, har nydt gennem adskillige år, ophæves. De såkaldte ”slots” (start- og landingstilladelser i lufthavnen) skal kunne gives til andre selskaber, og det vil både Air France, Delta og amerikanske Continental Airlines gøre brug af. Sidstnævnte har i dag kun rettigheder til at flyve ud af den anden London-lufthavn, Gatwick.

Delta Airlines har store forventninger til liberaliseringen. En talsmand for selskabet advarede i sidste uge konkurrenterne om, at priserne på businessclass-billetter ville falde, når flere flyselskaber fik lov til at flyve fra Heathrow til USA.
”Det her kommer til at vende op og ned på konkurrencebilledet for British Airways. Verden bliver aldrig den samme igen efter dette,” lød det fra Delta-talsmanden, som tilføjede at British Airways gennem mere end 40 år har været beskyttet fra konkurrence, men at briterne ikke længere ville have et statssikkert monopol.

Både Air France og Delta Airlines er medlemmer af den globale flyalliance SkyTeam, og det første skridt i deres tættere samarbejde tværs over Atlanten bliver at indlede flyvninger til USA fra netop Heathrow. Air France forventes at begynde at flyve dagligt under eget navn mellem Heathrow og Los Angeles, mens Delta planlægger at åbne tre daglige ruter fra Heathrow til USA: To til JFK-lufthavnen uden for New York, og en mellem Heathrow og Atlanta.

(Berlingske Tidende, d. 23. november, 2007)

Skrevet af